Årets tegneserie: Asterios Polyp

Mazzucchelli Asterios Polyp
Ja, sådan tror jeg 2009 ender, selvom Joe Saccos Footnotes From Gaza (udk. dec) er en mulig konkurrent. Men David Mazzucchellis 15-years-in-the-making storværk Asterios Polyp er faktisk nogenlunde som jeg forventede det, og det siger ikke så lidt. Historien om arkitekten Asterios Polyps liv og sidste dage er både pralende og småprætentiøs, men fuldkommen overlegent afleveret, let og luftig – og dybt tilgængelig – selvom det kredser om både filosofi, myter, visuel repræsentation og andre småtunge eksistentielle sager. Moppedrengen (uden paginering, men vist på ca 340 sider) er ydermere frembragt uden farven sort, hvilket er både originalt og lidt af en bedrift. Farverne benyttes efter enkle (men raffinerede principper), og tager langt hen ad vejen udgangspunkt i grundfarver som knytter an til skæbnefortællingens hovedtema, sonderingen af spændingsfeltet mellem den rene og idealiserede filosofi på den ene side og virkelighedens trivielle kaos på den anden. Der er tale om et værk, der selvbevidst insisterer på at være et mesterværk, og som dermed risikerer at undergrave sig selv med rungende selvfedme, men Mazzucchelli er som bekendt en af den amerikanske tegneseriescenes mest kløgtige og elegante udøvere, og med Asterios Polyp kommer han i mål med en mesterkirurgs præcise perfektion, og læseren må bare overgive sig. Læs og måb. Nu.

/tt–

5 Responses to “Årets tegneserie: Asterios Polyp”


  1. 1 overfloden august 23, 2009 kl. 18:03

    Jeg har lige et par kommentarer.
    Asterios Polyp er faktisk ikke nogen ‘stor’ historie. (I øvrigt mener ikke kun jeg, at modernismen til dels har gjort den ‘store historie’ til en anakronisme). Dens raffinement ligger i måden, den er fortalt på. Mazzucchelli benytter sig af så mange fortællemæssige kneb og gør det så elegant, at man bare må overgive sig til den tegneserie. (Det samme kunne siges – og er sagt! – om TT´s Kom Hjem). Det er ubesværet fortælleglæde og let tilgængeligt, enig. Men det der med udeladelsen af sort farve i trykket, det er set før, fx hos Debbie Drechsler i ‘Summer of Love’. Til gengæld har Mazzucchelli muligvis præsteret det flotteste resultat – med eller uden uden sort.
    jfk

  2. 2 overfloden august 23, 2009 kl. 19:21

    Men Debbie Drechsler tæller ikke for det er kun rød og grøn (så vidt jeg husker), lissom i Mazzzzuccccchellllis Discovering America, i øvrigt…

    Og stor historie eller ikke stor historie, æhh det siger jeg da heller ikke noget om? Men det er jo en skæbnefortælling, der samtidig forgrener sig tanker og ideer om former og rammer og livet og alt det der, det er da stort, sådan rent grundlæggende. Og så kan modernismen da rende og hoppe!

    tt–

  3. 3 Hans-erik august 23, 2009 kl. 19:28

    arh, de har da sikkert bare glemt at trykke et af farvelagene
    ikke også
    Hans Engell

  4. 4 overfloden august 24, 2009 kl. 05:27

    Jo, hr.!
    Naturligvis, hr.!

    tt

  5. 5 overfloden august 24, 2009 kl. 08:21

    Nå ja, sorry, det der med ‘stor historie’ var slet ikke møntet på dig, men på en tilsyneladende gængs opfattelse af tegneserier på fx serieland.dk.
    jfk


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




Over Floden HQ

overflodenx

Fahrenheit Corner


%d bloggers like this: